Kort om Cómpeta

Cómpeta er én af de hvide landsbyer, som Andalusien er kendt for. Byen ligger i knap 640 meters højde (huset ligger i ca. 680 meters højde) og omkring 60 km. øst for Málaga.

Byens hjerte er Plaza Almijara, hvor man blandt andet finder den smukke kirke og et større udvalg af restauranter. Det tager omtrent 5 minutter at gå fra Casa Loli til Plaza Almijara.

Der er ca. 3.900 indbyggere i Cómpeta, hvoraf ca 1/3 er udlændinge (blandt andet en del danskere).

På denne side kan du se lidt mere af, hvad Cómpeta har at byde på - Både af seværdigheder og af lidt mere praktisk karakter. Ligeledes er der undersider, hvor der er billeder fra den lokale sommerfest "Ferias", fra julen (Navidad) samt fra påskeugen (Semana Santa).

Smukt view over Cómpeta

...og Casa Loli´s beliggenhed (tagterrassen er markeret i cirklen)

Fotogalleri - Cómpeta

Praktiske oplysninger om Cómpeta

Restauranter

Der er masser af spisesteder i Cómpeta - Og nogle af dem er også rigtigt gode. Særligt to steder udmærker sig indtil videre. 

La Taberna de Oscar (på billedet) som ligger lige ved siden af kirken. Her spiser man primært mellemstore tapas-retter.

El Pilón, som ligger for enden af vejen ved Eroski (kig højt op ...for du skal op ad en snoet trappe), tilbyder veltilberedte retter - Alt fra lokale fiskeretter til spare ribs.

Indkøbsmuligheder

Der er masser af indkøbsmuligheder i Cómpeta. Det største supermarked er Eroski City, som ligger meget tæt på Plaza Almijara (angivet på billedet).

Der er dog også en række andre, mindre indkøbsmuligheder rundt omkring i byen. Meget tæt på huset finder du Coviran, som har et rigtig fint udvalg og meget venligt personale. Du finder Coviran ved at gå hentil Plaza del Carmen, hvorfra du følger vejen lige frem (til højre på pladsen) og går yderligere 100-150 meter frem.

Til de helt store indkøb kan anbefales Eroski, som ligger ved den første motorvejs-frakørsel på vej mod Málaga (frakørsel 272 ved Vélez-Málaga). Herudover er der masser af indkøbsmuligheder i selve Málaga.

Hvis du løber tør for kaffe til kaffemaskinen i huset, er det også i Málaga, der kan købes nye forsyninger. Nespresso-forretningen ligger på byens hovedstrøg, Plaza de la Constitución.

Vær opmærsom på den spanske siesta der betyder, at forretningerne typisk har lukket mellem kl. 14 og 17. De store supermarkeder holder dog ikke siesta.

Bagere (panaderia)

Udvalget af bagere i Cómpeta er imponerende - Sortimentet er dog forholdsvis ensartet hos de fleste bagere.

Den nærmeste bager ligger "fem sving" nede mod byen på hjørnet ved bed-and-breakfast stedet "La Vista". Denne bager holdet lukket om søndagen, hvor man i stedet må yderligere "tre sving" ned (bag den lille plads med springvandet) for at købe friskbagt morgenbrød i det lille supermarked "El Niño Bonito" (generelt kan deres morgenbrød absolut anbefales).

Banker

Der er også et ganske stort udvalg af banker i Cómpeta. Selv bruger vi UniCaja, som ligger på Plaza Almijara. De er søde og hjælpsomme, og som de selv siger; "...vant til turister" ...

Marked

I Cómpeta er der marked hver lørdag fra kl. 10-14. Der er tale om et forholdsvis lille marked, hvor der kan købes frisk frugt og grønt, tøj og sko, keramik samt diverse souvenirs.

Hvis man har hang til større markedspladser, skal man nok søge ned mod kysten - Blandt andet skulle markedet i Caleta de Vélez i givet fald være et besøg værd.

Bademuligheder i byen

I Cómpeta er der en offentlig svømmehal (Piscina Municipal), som har åbent hele året - Om sommeren er taget og siderne helt eller delvist rullet af/fra.

Svømmehallen har åbent mandag til fredag fra kl. 10-14 samt 16.30-20.30 og lørdag fra kl. 10-14. Søndag er der lukket.

Det koster 2 euro pr. person at benytte svømmehallen.

Herudover er der også mulighed for - mod en mindre betaling - at anvende pool-området på Hotel Balcón.

Lægehus og apotek

Cómpeta har sit eget lægehus, hvor man i sygdomstilfælde kan søge læge. For "normale" konsultationer er der åbent mandag til fredag i tidsrummet kl. 10-13.

Hvis der er tale om livstruende situationer, er der døgnåbent - Og byen er også "dækket" af ambulancetjeneste.

Lægehuset ligger i Calle San Antonio, lige ved siden af biblioteket.

Der er to apoteker i byen (Farmácia). Vi plejer at anvende apoteket, som ligger lige over for restauranten La Taberna de Oscar.